Nyheder


Pressemeddelelse | 15.03.2018

Miljøvenligt automatbæger erstatter den kendte klassiker

Mindre plastik i nye bægre til din kaffeautomat

Abena A/S udfaser nu de velkendte, hvide engangsplastikbægre, der i dag fyldes med diverse varme drikke fra kaffeautomater i det offentlige rum. Virksomheden har udviklet en ny, mere miljørigtig version af den gamle, kendte klassiker. Den nye kop er bl.a. lavet på 20% kalk, hvor den gamle udelukkende bestod af polystyren. Inden udgangen af 2018 vil den nye version helt erstatte forgængeren i Abenas sortiment. 

Hvorfor ikke bare lave tyndere/mindre plastikbægre? 

Polystyren tager meget lang tid om at nedbrydes i naturen, og hos Abena har man i mange år, med stor succes, arbejdet med udvikling af miljøvenlige alternativer i en stor del af produktsortimentet. Flere ideer har været i spil undervejs i udviklingen af det nye bæger. 

”At reducere mængden af plastik, og simpelthen bare gøre bægret tyndere, virkede umiddelbart som den mest logiske løsning”, siger Kasper Haick Lundsgaard, Global Category Manager hos Abena. ”Men det ville betyde, at vi skulle gå for meget på kompromis med kvaliteten af det færdige produkt. CO2-udledningen under produktionen forblev desuden stort set uændret. Kalken er med til at give os et stabilt produkt og reduceret CO2-udledning.” 

Den nye kop er, som forgængeren, udviklet til at tåle påvirkning fra både varme og kolde drikke.

Gør det så nogen forskel?

Abenas kunder og kaffetørstige danskere vil ikke mærke forskel på koppens udseende, kvalitet eller pris. Med tilsætningen af kalk i de nye kopper reduceres CO2 -udledningen i forbindelse med produktionen med 18,2% i forhold til et 100% PS-plastikbæger. En besparelse, der svarer til at køre 24 km i en almindelig bil.


Fakta om det nye automatbæger

  • 21 cl. automatbæger
  • Tåler væsker med temperaturer fra -10 til +90° C 
  • Sorteres som alm. køkkenaffald
  • Indeholder 20% kalk

keyboard_arrow_up
Loading...