
18. februar 2025
ABENAs kantine opnår Svanemærket
ABENAs kantine har netop opnået certificering med Svanemærket*. Efter næsten et års arbejde med at tilpasse indkøb, processer og forbrug lever kantinen nu op til nogle af de skrappeste miljøkrav i branchen.
Ambitiøs indsats for en grønnere kantine
Siden april 2024 har ABENA arbejdet målrettet på at opfylde Svanemærkets 38 obligatoriske krav og indsamle de nødvendige point for at kunne opnå certificeringen. Det har krævet konkrete og helhedsorienterede ændringer, der både reducerer kantinens miljøpåvirkning og optimerer driften.
”Vi bliver som virksomhed og aktør i samfundet nødt til at tage ansvar for vores miljøaftryk. Svanemærket fylder historisk meget i vores sortiment, da det en god løftestang for omstilling. Vi arbejder konstant med mange projekter, nye løsninger og partnerskaber for at fremme bæredygtig udvikling. Her har certificeringen med Svanemærket af vores kantine været et centralt og naturligt skridt videre i vores arbejde med ESG. Til gavn for os selv, vores kunder og miljøet,” siger Eva Tansem Andersen, Global Sustainability Manager i ABENA.

Nye, konkrete tiltag styrker kantinedriften
Certificeringen har krævet flere ændringer i kantinens daglige drift. Det vegetariske udvalg er blevet forbedret og sat mere i fokus, så der nu hver dag serveres en indbydende, velsmagende vegetarret til frokost. Samtidig er engangsartikler og små forpakninger udfaset – en ændring, der både reducerer affald og gør den daglige servering enklere og mere effektiv.
Også kantinens indkøb og ressourceforbrug er blevet optimeret. Blandt andet er andelen af økologiske råvarer øget, madspild er blevet analyseret og reduceret, og der er indført faste rutiner for energi- og vandforbrug.
Ros til ABENA: En kantine blandt de miljømæssigt bedste
Hos Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Svanemærket i Danmark, glæder man sig over ABENAs indsats:
”Som medlem af Netværk for Miljømærket indkøb arbejder ABENA for at drive markedet i en grønnere retning – og det er certificeringen af deres kantine et konkret eksempel på. Svanemærket har en helhedsorienteret tilgang. Det betyder, at kantinen lever op til skrappe krav til mad, affald, kemikalier og indkøb – og at de arbejder for at begrænse forbruget af vand og energi. Certificeringen vidner om en målrettet miljøindsats, og ABENAs medarbejdere kan nu glæde sig over at kunne spise deres mad i en kantine, som er blandt de miljømæssigt bedste på markedet,” siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef for certificering af blandt andet kantiner i Miljømærkning Danmark.
En del af et større netværk
For ABENA er certificeringen med Svanemærket ikke blot en blåstempling – det er et skridt i retningen mod en mere ansvarlig forretning. Som medlem af Netværk for Miljømærket Indkøb arbejder ABENA aktivt for at fremme mere miljøvenlige indkøb og løsninger i samarbejde med andre private aktører.
Certificeringen er et bevis på, at mere bæredygtige valg starter i hverdagen – og at det betaler sig at tage ansvar.
*Certificeringsnummer: 5110 0149.
FAKTA
Hvad kendetegner en svanemærket kantine?
En svanemærket kantine arbejder aktivt for at mindske sin miljøpåvirkning. Certificeringen stiller krav til hele driften – fra indkøb og madspild til energi- og kemikalieforbrug.
- Flere grønne måltider: Dagligt vegetarisk tilbud og høj andel af økologi.
- Mindre madspild: Systematisk måling og forebyggelse af madspild.
- Ansvarlige indkøb: Fokus på indkøb af råvarer med lav miljø- og klimabelastning.
- Ingen engangsartikler: Ingen brug af engangsartikler i den daglige servering.
- Skånsom rengøring og opvask: Begrænset brug af uønskede kemikalier.
- Lavere ressourceforbrug: Reduceret energi- og vandforbrug.
- Miljøledelse: Oplæring af medarbejdere i miljøarbejdet.
Svanemærket kantinedrift sikrer ikke kun en grønnere hverdag – det bidrager også til en mere ansvarlig og fremtidssikret fødevarebranche.
Kilde: https://www.svanemaerket.dk/erhverv/virksomheder/spisesteder